2005 Robert Picardo i København

Han kom, han så og han skrev.....
Historien om hvordan Robert Picardo kom til København eller hvordan en masse fans fik en ægte Star Trek skuespiller at se i Danmark.

Søndag aften

Jeg er ved at tjekke hvilken havn Robert Picardos skib kommer ind i - er det på Langlinie eller er det i Frihavnen. Der er nu lidt over tre dage til at Picardo skal skrive autografer til medlemmerne. Der er mange der har reserveret en autograf. Og så skete det, der bare ikke måtte ske - det skib Picardo skal komme med onsdag den 29. juni, kommer først torsdag - altså dagen efter. Dagen efter at alle fans har stået og ventet på deres autograf. Så var det at jeg fik lidt nervøse trækninger... Hvad fa... sker der.

Min kontaktperson bliver straks kontaktet - og hans oplysninger er de samme. Picardo skal komme onsdag morgen med skibet. Men onsdag er skibet i Århus. Er det det Picardo ville stå af - er der sket en kæmpe misforståelse?

Jeg er begyndt at tænke på, hvordan jeg skal forklarer det her over for alle de mange medlemmer der er klar til at komme et par dage efter. Hvordan får man lige sagt at - ja, det er meningen, men der er sket en misforståelse...

Efter et par timer kommer der besked. Der var sket en misforståelse, men det er ikke nogen katastrofe - Picardo kommer med fly. Ro på igen. Jeg kontaktede straks hans hotel og får bekræftet at der er en reservation til ham - han vil komme mandag.

Flere problemer….

Det bliver mandag eftermiddag - jeg ringer igen til hotellet, for at spørge hvordan man kan lægge ting til deres gæster. Picardo skal have en mobiltelefon og nogle forskellige ting, så han med det samme vil kunne finde rundt og komme de rigtige steder. Aftalen er, at han gerne vil rundt og se København - så det skal han. Derfor er der lavet en pakke med alt til ham. Men så nemt skal det jo ikke være - for hotellet kan fortælle mig, at Picardo havde ændret sin reservation, så han først kommer tirsdag. Nå, men denne gang er der ikke så meget panik. Han vil komme og han skal med skibet torsdag morgen - så lang så godt. Men jeg har stadig ikke selv haft kontakten med ham og det kan godt virke lidt utrygt.

Det bliver tirsdag - alle Picardos ting er lagt på hotellet - samt en besked om at ringe, når han kom. Så er der bare at vente.

Men ventetiden blev lang. Picardo ringer ikke tirsdag. Jeg tjekkede op på hotellet - jo han er kommet, men de kan ikke se om han havde fået noget. Pokkers. Jeg forsøger et par gange at ringe til mobiltelefonen, men den er ikke tændt. Pokkers igen. Der er ikke andet at gøre end at vente på at det bliver onsdag og så kime hotellet ned. Men sådan kom det ikke til at gå.

Onsdag morgen

Klokken er et par minutter i 6. Jeg sover dybt! Men i det fjerne kan jeg hører lyden af min mobiltelefon. Hvem fanden ringer på det her tidspunkt? Det skal godt nok være vigtigt, ellers gør jeg noget grimt. Men pludselig er al irritation borte. I mit display står der ”trekkies.dk mobil” - Picardo ringer. Mit hjerte slår lige et par gange, inden min spæde morgen ryst klinger ind i telefonen: ”Hello - this is André!” (OK, lad mig være helt ærlig – jeg lyder ikke just morgenfrisk) Picardo lyder uhyggelig morgenfrisk - de har åbenbart vent op og ned på nat og dag. Han undskylder meget, at han ikke har ringet før, men en masse ting skete osv. osv. Jeg er for træt til at lytte rigtig efter - jeg har kun et i hovet - autografer. Han forsikrede mig at alt er som det skal være - han er klar. OK, jeg aftalte med ham at vi skal mødes kl. 9.30, hvor jeg så vil følge ham rundt hele dagen. I mellemtiden skal jeg lige have et langt bad og han vil med sin familie gå ned i hotellets fitnesscenter og træne.

Jeg tager ind til Hertz for at hente bilen, som skal fragte Robert Picardo frem og tilbage hele dagen. Jeg er i god tid - tror jeg. Alt er booket på forhånd, så der skal ikke være problemer. Men selvfølgelig er der det. For alt er ikke som det skulle være. Den unge dame bag skranken er helt ny i faget - og hendes computer driller. Kl. er nu 9.20 - jeg har brugt et kvarter på at vente på at de skal give mig nøglerne til bilen. Jeg begynder at være rigtig utålmodig. Der er mindst 5 min. i bil til hotellet. 9.28 - nu kan jeg skrive under og få nøglerne til bilen. Jeg må ringe til Picardo og sige at jeg kommer lidt for sent. Han tager det roligt, men kan også fortælle at den kanal rundfart vi skal med, sejler meget snart. Pokkers.

Jeg får nøglerne og kaster mig ud i bilen. Og så er det jo bare derudaf - næsten. For selvfølgelig er det en fuld elektronisk bil og nøglen er ikke en nøgle, men en elektronisk plade. Hvordan starter man den? Jeg kigger rundt og finder endelig en knap med Star på. Puha - klokken er nu 9.34 og jeg får startet bilen. Heldigvis er der ikke meget trafik, så det tager mig kun 3 minutter at komme til hotellet.

Jeg smider bilen sådan lidt skødesløst foran indgangen og går ind i lobbyen. Og jeg kigger rundt. Jeg har mødt mande en del gange på cons, så jeg ved hvordan han ser ud, uden uniform - men jeg kan ikke se ham. OK, frem med mobilen og ringe til ham. Jeg kan hører telefonen lige bag mig - jeg vender mig om og der står en mand jeg dårlig kan kende - med solbriller og pilskaldet. OK, der var han jo. Vi siger pænt goddag og får aftalt alt det praktiske. Familien skal på kanalrundfart, med mig ud og se et par ting og i Tivoli. Robert Picardo har ingen danske penge, så i stedet for at veksle, låner jeg ham en stak penge. Han får jo så rigeligt med danske penge senere på dagen.

Dagens første ting er en tur med kanal båden. Picardo har sin kone og to døtre med. Til selskabet støder John de Lancis kone Marnie - så vi er 6 der tager på tur. Min opgave i løbet af dagen er at være oppasser og hjælpe til med alt, så hans besøg i byen bliver så godt som muligt. Men inden vi kommer så langt som at kunne tage med båden, så er der lige et par småting, der skal fikses – ungerne har glemt noget på værelset, konen skal have skiftet til et par andre sko. Robert Picardo undskylder mange gange for ventetiden, men jeg skal jo ikke lige andet – så det går jo. Jeg når lige ud til en af piccoloerne og får fortalt at min bil ikke just holder pænt og underskylder. Han tager det pænt. Og det er så ikke sidste gang den dag, at jeg må holde mindre rigtigt.

Vi kommer ned i båden og turen forløber ganske fint - de spørger lidt og jeg fortæller hvad jeg kan. Det er faktisk en ganske fin tur, som jeg varmt kan anbefale alle, der har lyst til at se byen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men hele dagen ringer min mobil konstant - mest fra arbejdet, hvor de har glemt at jeg har fri og lige må vide noget. Men også en masse praktiske ting skal ske, så dem der skal hjælpe til Faraos Cigarer er at finde i telefonen en del gange. Der var en del praktiske ting at få styr på og jeg fik et par underretninger, så jeg vidste om der var noget der skulle tages højde for i forbindelse med autograferne. Heldigvis er det garvede folk der skal hjælpe med autograferne. Hele holdet har været så mange gange på con, at der ikke er tvivl om hvordan vi gerne vil have det.

Efter turen i havnen, er tiden kommet til at tage vores egen tur rundt i København. Første stop er Amalienborg. Det er selvfølgelig helt umuligt at finde en parkeringsplads, så jeg venter pænt i bilen, mens familien snupper en tur rundt. Da de kommer tilbage, er de meget begejstret og meget amerikanske. Det er lidt svært at beskrive, men det er måden der snakkes på – det skal opleves.

Linda – Roberts kone har netop haft en operation i anklen, så hun kan ikke gå så meget. Derfor bliver hun i bilen, da vi standser for at se Den Lille Havfrue. Picardo tager sine to piger med under armen og hen og få taget et par billeder foran. Jeg nåede lige at nævne at der sikkert vil være et par japaner, og ganske rigtigt. 1 minut før vi når derhen, ankommer en bus, fyldt med dem.

Klokken er ved at være 12 – trafikken i byen er ikke for små børn. Vi er alle blevet sultne, så det er tid for noget mad. Jeg tilbyder straks noget dansk, men det ender med at de helst vil have noget helt almindeligt de kender (men de lovede at de nok skulle få noget dansk med senere).

Det bliver på Café Norden på Strøget i København, at vi skal spise. Det er selvfølgelig helt umuligt at finde et sted at komme af med bilen i nærheden, så jeg sætter familien af og beder dem finde et bord – så kommer jeg hurtigst muligt. For dem der har prøvet at finde en parkeringsplads i Københavns centrum, ved nu hvilket helvede jeg skal i gennem – for resten kan jeg bare sige – det er ikke nemt. Men man er jo opvokset i byen, så med et par få mindre lovovertrædelser holder jeg endelig og kan kommer hen og få mad.

Familien har gemt sig inden bagerst på cafeen, så der går lige lidt inden jeg finder dem. Jeg får fikset et par menukort på engelsk og så er det bare i gang med at bestille. Robert Picardo bestiller en kyllingesandwich, konen er sulten og snupper en tunsandwich, samt en tomatsuppe og de to piger dele en stor kyllingesalat. Robert får en Carlsberg til manden og en helt vild med smagen.

Heldigvis er de vilde med maden og stemningen er i top. De deler maden på tværs af det hele – alle får smagt alt fra alle. Robert er en bestemt far, der tager sig af sine børn, så de får det rigtige at spise. Den ældste datter får smagt lidt af fars øl – og for første gang synes hun at øl er godt. (Jeps – det var i Danmark at hun lærte at drikke). Snakken går om alt – og de spørger om alt med Danmark og jeg fortæller hvad jeg kan om forskellen mellem Amerika og USA. Vores sociale velfærd og vores afslappede holdning til de fleste ting overrasker dem meget.

Efter maden går Linda og den ene af pigerne lidt trætte – de lider stadig af jetlag, så de kommer tilbage på hotellet. Robert Picardo og den yngste af pigerne vil gerne i Tivoli, så jeg sætter dem af der, og aftaler at hente dem igen 15.15.

Så er det snart

Denne lille pause er heldig, da jeg så lige kan nå ind og hilse på autograf holdet. De er mødt ind 14.45 og er ved at gøre klar. Der er sat et bord op med due på. Holdet består af Christine, Dorthe, Dyveke, Michael og Torben. Alle på nær Torben er garvet con rotter, så der er helt styr på hvordan vi skal gøre det. Jeg tager af sted igen kort tid efter, vel vidende at det kommer til at gå glat.

Klokken 15.15 kommer jeg til Tivoli og henter Robert Picardo – han er der præcis til tiden. En virkelig prof. De snakker begejstret om Tivoli, og om de tre rutschebaner de prøvede. De har begge turpas på, som de lover vil blive brugt flittigt senere på dagen. De vil derind igen. Vi kører hen til Faraos Cigarer og jeg smutter lige op med hans taske, så det er klar. Der er allerede kommet en masse mennesker, der venter forventningsfulde. Det er dejligt at se. Selvfølgelig er jeg løbet tør for småpenge, så jeg give bilnøglen til Dorthe og bede hende om at få parkeret pænt og få købt en parkeringsbillet.

Jeg tager Picardo og hans datter med hen til Barista, for at få en kop kaffe, inden det går løs. Klokken 15.40 bevæger vi os tilbage til Faraos Cigarer. Der er kommet endnu flere folk – det er super fedt at se. Jeg kan mærke forsamlingen reagerer da Robert Picardo går sammen med mig forbi og op på 1. sal. Hvor er det fedt.

Oppe hilser Robert Picardo på holdet og går i gang med at pakke sine billeder ud og de ekstra småting han har med. Det hele er ved at være klar. Jeg overlader trygt Robert til de andre og går ned på gaden for at hilse på alle der er kommet. Stemningen er rigtig god, vejret er perfekt – alt er som det skal være.

Da de fleste på forhånd har bestil autograf, er der helt ro på. Der er selvfølgelig nogen der lige skal købe en mere, med det kan som også lade sig gøre – i den time der er afsat kan der skrives ca. 100 autografer og det bliver der også skrevet.

Det er besluttet at sende folk op i små hold, så der ikke klumpes for meget og det hele går rigtig fint. Det er for de flestes vedkommende første gang de skal møde en levende person fra Star Trek. Et par af billetterne var rigtig fugtige af sved – mon ikke der har været lidt nervøsitet. Jeg fik lejlighed til at snakke med en masse, som alle var super glade, for at have fået en autograf og for at møde manden.

Da klokken er ved at være 17, er køen også slut – det hele passer perfekt.

Vi pakker sammen og får taget et par billeder. Picardo har lovet en fan han mødte dagen før og som hjalp ham, at han kunne få taget et billede sammen med ham, så det blev selvfølgelig gjort.

Vi forlader Faraos Cigarer omkring 17.30 og begiver os mod hotellet, for at stille de forskellige ting han havde med og for at hente den anden af pigerne. Inden da, skal vi lige i ISO for at hente en flaske vin, så han og konen kan få en hyggelig aften på hotellet (for som han sagde – en flaske god vin kostede det samme som en øl fra mini baren).

Vi kommer til hotellet og jeg afregner autografskrivningen med ham – og vi afregner det han havde lånt af mig. Efter han har frisket sig lidt op, kører vi ind til cafeen, hvor de mange fans er samlet. Igen bliver det ikke en helt lovlig parkering, men igen er jeg heldig – ikke en eneste bøde. (Dem der kender mig, ved at parkeringsbøder er noget der normalt klæber sig til mig.)

Vi kommer ind på Cafeen og Picardo hilser på de mange fans. Bl.a. er der samlet en del amerikaner, der skal af sted på krydstogtet sammen med Picardo.

Efter denne lille hilsen, er det tid til at sige farvel – det gør vi inde i Tivoli, hvor han takker mange gange for dagen og for de mange oplevelser. Og så er det lige tid til et afskedsbillede.

Alt i alt – en super fed dag. Tak til alle der hjalp med at få det til at fungerer. Tak til alle der mødte op.